Man bliver aldrig helt færdig med Spaniens største by. Der er altid mere at se i Madrid. Her får du en introduktion til byens mest ikoniske steder, som kan inspirere dig til dit første besøg i Madrid.
Guiden til Madrid er opdateret i marts 2026. Den blev oprindeligt udgivet i maj 2024.
Gå ned ad Gran Vía
Madrids hovedpulsåre Gran Vía er byens svar på Broadway og spækket med imponerende bygninger.
Gran Vía løber fra den berømte Metrópolis-bygning, med en bronzefigur af Victoria den sejrrige på kuplen, på Calle de Alcalá til Plaza de España.
De store, berømte arkitektoniske værker langs Gran Vía er fra begyndelsen af det 20. århundrede og tæller bl.a. den imponerende Telefónica-bygning, flere biografer som Capitol, Palacio de la Prensa og Callao, teatrene Lope de Vega og Compac samt hoteller som Hotel de las Letras.
For enden, ved Plaza de España, finder du de ikoniske bygninger Torre de Madrid, der indtil 1980’erne var Madrids højeste bygning. Her er også en statue af den berømte forfatter Miguel de Cervantes.
Det 117 meter høje Edificio España huser Hotel Riu Plaza España, der har en populær tagterrasse med bar og 360-graders udsigt.

Madrids gyldne kunsttrekant
Madrids verdensberømte kunstmuseer er uundgåelige, hvis du er vild med kunst. Madrids kunsttrekant består af de tre museer Prado, Reina Sofia og Thyssen-Bornemisza.
Det største, Museo del Prado, byder på en imponerende og betydningsfuld samling af værker af især spanske, men også europæiske malerier fra det 12. til det 20. århunderede. Hovedværkerne tæller Diego Velázquezs Las Meninas (hofamerne), Francisco Goyas El dos de mayo (den 2. maj) og (den 3. maj) samt El Grecos La Trinidad (Treenigheden).
Spring den meget lange kø over og køb billet til Prado-museet på forhånd (reklamelink).
På Reina Sofia kan du gå på opdagelse i Spaniens største samling af moderne kunstværker fra det 20. århundrede – og ikke mindst verdens mest berømte maleri – Guernica af Pablo Picasso. Ud over Picasso består samlingen overvejende af andre spanske kunstnere som Salvador Dalí og Joan Miró.
Køb billeter til Reina Sofia på forhånd (reklamelink)
Thyssen-Bornemisza er en privat familiesamlig med over 1200 værker, som ejes af den spanske stat. Samlingen repræsenterer europæisk og amerikansk kunst fra det 13. til 20. århundrede. De udstilles i op til 1000 værker af gangen. Museet har også løbende gæsteudstillinger. I 2026 har museet en stor udstilling af den berømte danske maler Hammershøi. Læs mere om Hammershøi-udstillingen.
Køb billeter til Thyssen-Birnemisza på forhånd (reklamelink)
Madrids ikoniske pladser
Plaza de Oriente med kongeslottet
Fra Plaza de España kan du gå til den sirlige Plaza de Oriente, med en bronzestatue af Felipe IV til hest. For enden ligger det hvide kongeslot, Palacio de Real, med byens katedral Almudena lige ved siden af.
Kongeslottet, der dog ikke bebos af kongefamilien, kan besøges. Her får du en guidet tur gennem de 50 værelser med bl.a. Goya-værker, ure, apotek og Stradivarius-violiner.
Køb billet til Palacio Real (reklamelink).
Hvis du ikke er royal, så bliv udenfor og nyd den smukke udsigt fra Plaza de la Armería. Ved siden af kongeslottet ligger det nye kongelige kunstgalleri, Galería de las Colecciones Reales, som åbnede i 2023. Her udstilles værker fra alle de kongelige paladsers kunstsamling.
Køb billet til Galería de las Colecciones Reales (reklamelink)
Plaza Mayor
Gøglere, turister og lokale mødes på Madrids største plads, Plaza Mayor, der tidligere har lagt brosten til både kongekroninger, henrettelser og tyrefægtninger.
Sæt dig under en af de hyggelige hvælvinger på en af de mange barer og restauranter og drik en kop kaffe, mens du studerer folkelivet. Spring maden over. Priserne er pebrede, og maden smager bedre mange andre steder.
Midt på pladsen står en statue af Felipe III, som byggede Plaza Mayor under sin regeringstid (1598-1621). Her finder du også byens største turistinformation.
Puerta del Sol
Fra Plaza Mayor kan du gå ad gaden Calle Mayor, med fine historiske butikker, til Madrids knudepunkt, Puerta del Sol.
Puerta del Sol er Madrids mest travle plads og altid god for en demonstration. På fortovet ved regeringsbygningen, Casa de Correos, med klokketårnet, som de lokale skåler nytåret ind ved, finder du Nulkilometerstenen, som er udgangspunkt for de spanske veje.
Mest berømt er statuen, El Oso y El Madroño (bjørnen og jordbærtræet), som er blevet Madrids vartegn og verdens mest fotograferede bjørn. Her står turisterne i kø for at få en selfie til Instagram.
Har du et stort shoppegen, så er pladsen omringet af sidegader med masser af butikker.

Plaza de Cibeles
Plaza de Cibeles er den mest symbolske plads og en berømt seværdighed i Madrid. Centrum for pladsen er springvandet, Fuente de Cibeles, som Real Madrids fans fejrer holdets sejre omkring.
Midt i springvandet sidder den romerske frugtbarhedsgudinde Cibeles (Kybele) på en stridsvogn, trukket af løver. Her har hun siddet siden 1782.
Pladsen omkranses af store bygninger som Casa de América (centrum for latinamerikansk kultur), Banco de España (den spanske bank) samt Palacio de las Comunicaciones, der huser byens rådhus og kulturcentret Centro Centro og tidligere var hovedpostkontor.
På toppen af bygningen får du fantastisk udsigt over byen, og her er altid interessante udstillinger.
Spis på Madrids berømte gastro-marked
Madrid har adskillige madmarkeder med kvalitetsprodukter. Det mest kendte er Mercado San Miguel, hvis arkitektur i sig selv, gør det værd at besøge. Bygningen er fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den ligger i den ældste del af byen, og er unik, fordi den er bygget på en metalkontruktion.
Facaden er stadig den originale, men indenfor er alt moderniseret. San Miguel er en blanding af marked og gastrotek. Sæt dig ved et af langbordene og nyd nogle tapas – lige fra de salte til søde – og et glas sherry, cava eller vin. Priserne er ikke byens laveste, men kvaliteten er i top.
Madrids grønne lunge
Løbere, hundeluftere, kyssende kærestepar og familier på picnic mødes på kryds og tværs i byens centrale park, El Retiro. Den 125 hektar store park er en skøn grøn oase, der er værd at opleve i Madrid.
Her er over 15.000 træer langs de mange stier, legepladser, dukketeater, den smukke, duftende rosenhave, La Rosaleda, samt berømte monumenter som Den faldne Engel. Holder du ferie i Madrid i maj eller juni, så kig ind i Retiros rosenhave, Rosaleda. Her blomstrer over 4000 roser.
Hop også i en jolle og sejl på den kunstige sø foran monumentet af Alfonso 12., og smut forbi den smukke glaspavillon Palacio de Cristal, som er et af Spaniens fineste eksempler på jernarkitektur.
Solnedgang ved det ægyptiske tempel
I Parque del Oste ligger Templo de Debod (Debos tempel) på en forhøjet plads med udsigt til parken og monumenterne på Plaza de España. Det ægyptiske tempel blev reddet, da vandet steg i Nasser-søen i Egypten under bygningen af Aswan-dæmingen.
Spanske arkæologer deltog i redningsaktionen, og som tak fik Spanien i 1968 templet som gave, og det blev flyttet og genopført i Madrid. Tag en picnickurv med, og bliv til solnedgangen, som her viser sig fra sin bedste orangefarvede side.
Tag på tapascrawl
Du skal ikke gå mange skridt i Madrid, før du løber ind i en tapasbar, og de lokale elsker at tapear før middagen. I kvarteret La Latina, tæt på Plaza Mayor, finder du den største koncentration i området, der kaldes tapaslabyrinten.
Området er charmerende med smalle gader og små farverige pladser. I områdets centrale gade, Calle Cava Baja, kan du zigzagge fra bar til bar og spise og drikke til du ikke orker mere. Trods gaden optræder i enhver guide til Madrid, så er her også rigtig mange lokale blandt turisterne.
Kig ind hos La Perejila i nr. 25. Bag den skriggrønne facade gemmer sig en hule, fyldt med marskandiserfund og kolonihavestemning. Tjenerne er i særklasse, og du får virkelig gode tapas. Smag deres Albondigas (kødboller) og muslinger. Besøg også vinbaren El Tempranillo i nr. 38, der har byens bedste udvalg af lokale vine og gode tapas, bl.a. sortfodsskinke.
Sip drinks på toppen af Madrid
Kulturcentret Circulo de la Bellas Artes byder på et slaraffenland af film- og teaterforestillinger, koncerter, foredrag og kunstudstillinger – og på toppen – en tagterrasse med spektakulær udsigt. Azotea Circulo de la Bellas Artes er derfor er den også et populært sted at hænge ud over formiddagskaffen og drinks og koncerter om aftenen.
Nyd Madrids uforglemmelige himmel, som har inspireret et utal af kunstnere, og udsigten over monumentale bygninger og de omkringliggende kvarterer. Sip en drink ved et cafébord eller slæng dig i en liggestol i et af loungeområderne og sug atmosfæren til dig. Det koster 5,5 euro at få adgang til tagterrassen.

Gør et loppefund
El Rasto, som er åben hver søn- og helligdag året rundt, ligger langs Plaza de Cascorro og hovedgaden Ribera de Curtidores til Ronda de Toledo, og er Madrids største og mest populære udendørs marked.
Skønt loppemarkedet er nævnt i enhver rejseguidebog, og også denne guide til Madrid, så er oplevelsen større end udbuddet af deciderede loppefund. Her er er flere nye varer (især tøj, smykker og tasker) end brugte, ud over en del legetøj. Men går du på opdagelse i sidegaderne, så er der en guldgrube af interessante antikvitetsforretninger og marskandisere, som har åbne.
Her kan du finde alt, hvad et loppehjerte kan begære – og også suge livlig og lokal folkestemning til dig.
Dyppe churros i chokolade på San Ginés
De hvidklæde tjenere svinger stilfuldt metalbakkerne med lagvis af kopper med fed, intens, flydende chokolade og tallerkner med churros (dybstegte dejrør) rundt mellem de fyldte borde. San Ginés serverer byens bedste chocolate con churros. Og det har de gjort i en hyggelig lille smøge siden 1894.
Trods de søde sager traditionelt spises som morgenmad, så kan du kigge forbi, når det passer dig. Caféen er nemlig døgnåben. Husk at drikke den chokolade, som dine churros ikke har suget op. Du kan købe husets chokolade og andre søde sager med hjem i butikken ved siden af cafeen.
Deltag i fodboldfesten
Er du fodboldfan, så skuffer Madrid ikke. Fodbold er en vigtig del af lokallivet, hvor de fleste er medlem af en af byens to store klubber, Real Madrid og Atlético Madrid.
Hvis du er i god tid, kan du sikre dig en billet til en kamp på Real Madrids hjemsted, stadionet Santiago Bernabeu eller Atléticos, Wanda Metropolitano.
På begge stadioner kan du komme på forskellige rundvisninger.
Skal du ikke se fodboldkamp i Madrid, kan du alligevel deltage i festen. Der er masser af fodboldbarer og små barer i Madrid, som viser kampe på storskærm.
Vindes en kamp af en af klubberne kan du deltage i fansenes efterfest.
Real Madrids fans fejrer omkring spingvandet på Plaza de Cibeles. Her møder spillerne også op, når de vinder store turneringer.
Atleticós fans fejrer sejrer omkring Neptuno-springvandet på Plaza de Cánovas del Castillo.
Besøg også Madrids imponerende fodboldmuseum, Legends: The Home of Football, ved Puerta del Sol. Museet er i syv etager og tager dig med på en virtuel rejse gennem fodboldens historie. Du kan bl.a. også se originale fodboldtrøjer og -støvler. Køb billet til Legends: The Home of Football (reklamelink)
En passioneret flamencokoncert
Trods Andalusiens er flamencoens vugge, så er der masser af flamenco i stjerneklasse i Madrid. De fleste berømte flamcencodansere har været forbi Madrid, inden de kom ud på verdens store scener. Også den prisvindende dansk/spanske flamencodanser, Selene Muñoz, der i mange år har boet og arbejdet i byen.
Corona-restriktionerne med lange nedlukninger i byen har desværre betydet, at nogle af de mest anerkendte flamencosteder har måtte dreje nøglen om. Det gælder bl.a. det legendariske Casa Patas i Lavapiés-kvarteret og byens ældste tablao fra 1911, Villa-Rosa, som især turisterne elskede. Kig alligevel forbi Vila-Rosa for at se den historiske og imponerende facade, der stadig er intakt. Du finder den på Plaza Santa Ana 9.
Madrid har heldigvis stadig masser af små, interessante steder, hvor du kan bruge aftenen i selskab med rytmiske hæleklap, lidenskabelig flamencosang og forførende spanske guitarer i en stemning på kogepunktet.
Går du på Cardamomo i Madrids Huerta-kvarter er du sikret en aften med unge talenter. Her har bl.a. den berømte flamencodanser, Joaquin Cortes og den nu afdøde sanger Enrique Morente optrådt før de blev verdensberømte. Bestil billetter på forhånd, for her er altid stuvende fuldt.
Paseo de la Castellana – fra top til bund
På Paseo de la Castellana løber gennem byen fra nord til syd langs Paseo del Prado og Paseo de Recoletos, finder du Madrids finanscentrum, masser af eksklusive hoteller og butikker og det berømte stadion Santiago Bernabéu.
Spændende attraktioner langs denne uendelige avenue er også Plaza Castilla med den enorme obelisk i foran de hældende kontortårne, KIO Torres, også kaldet Puerta de Europa (Porten til Europa). I den nordlige ende finder du det kendte finanskompleks med de fire skyskrabere, Las Cuatro Torres. Det højeste tårn, Torre de Cristal, er med sine 249 meter Spaniens højeste.
Ikke mange turister tager turen ad Paseo Castellana, men jeg synes, den er værd at besøge, hvid du har tid.
Kort til guiden til Madrid
Transport i Madrid
Metro
Du kan gå til det meste i Madrids centrum. Du har altid en metrostation i nærheden, hvis du skal i udkanten af centrum eller en længere tur. Du køber metrobilletter i automaten på stationen. Den koster 1,5 euro og gælder fem stationer. Skal du længere kan du tilkøbe zoner.
Du kan også købe et metrokort (plastikort) i automaten, som du efterfølgende kan tanke op. Kortet koster 2,5 euro.
Busser
I Madrid kører bybusserne til alle afkroge. Jeg foretrækker dog metroen, da de går meget langsomt i trafikken. Metrokortet kan også bruges i bybusserne, hvis det er tanket op. Alternativt kan du købe billet i bussen.
Lufthavnsbus
Der kører lufthavnsbus mellem Barajas og centrum alle årets dage. Bussen stopper ved Plaza de Cibeles og hovedbanegården Atocha. Turen tager ca. 30 minutter. Du kan købe billet i bussen.
Taxa
Det er nemt at få en taxa i Madrid, både i centrum og lufthavnen. Fra lufthaven til centrum er der en fast pris på 33 eur.
Cykel
Du har flere muligheder for at leje cykel. Du betaler typisk for leje pr. time.
Tips til flere oplevelser i Madrid
- Vil du have flere tips til oplevelser i Madrid, så læs også guiden til alternative kunstoplevelser i Madrid og denne guide til anderledes oplevelser i Madrid.
Ønsker du flere oplevelser i grønne omgivelser, så læs guiden til bæredygtige oplevelser i Madrid. - Hvor skal du spise og drikke i Madrid? Få inspiration i mine guides til gode restauranter, tapasbarer og cafeer i Madrid. Tjek også den bæredygtige restaurant MO de Movimiento, der har til huse i et tidligere teater.
- Find mine hotelanbefalinger i guiden til hoteller i Madrids centrum
- Drømmer du om at se en fodboldkamp, så tjek mulighederne for at opleve Real Madrid spille på en fodboldrejse.

Madrids grønne lunge


Dyppe churros i chokolade på San Ginés
Deltag i fodboldfesten
Paseo de la Castellana – fra top til bund