Du spiser godt i Girona. Den catalanske by huser ikke blot en af Spaniens mest kendte Michelinrestauranter. Girona har masser af andre gode restauranter, morgenmads- og brunchcaféer samt delikatessebutikker.
Guiden er opdateret i februar 2026. Den blev oprindeligt udgivet i 2025.
Stjernegod mad hos Roca-brødrerne
Den tre-stjernede Michelinrestaurant El Cellar de Can Roca er absolut Rolls Roycen blandt Gironas restauranter. Den har i den grad sat Girona på gourmet-verdenskortet, og folk rejser langvejs fra for at spise middag på restauranten, der i 2013 blev kåret som verdens bedste.
El Cellar de Can Roca ligger i udkanten af Girona og drives af brødrene Joan, Josep og Jordi Roca. Joan står for det salte køkken, Jordi er dessertkongen og Josep er sommelier.

Brødrene voksede op i duften af forældrene mad på deres nærliggende restaurant, Can Roca, som siden 1967 har serveret klassiske, catalanske retter. Roca-brødrenes ambitionsniveau er i en helt anden liga end forældrenes, og de er blevet rost for at skabe overraskende mad, der har fokus på bæredygtighed.
Råvarerne er lokale, og Roca-brødrerne kreerer enkle retter, der kombineres med molekylær gastronomi.
Serveringerne er kunstværker i sig selv, og smagen er også i særklasse. Menukortet skifter efter sæson.
Du skal bestille bord online, og El Cellar de Can Roca tager imod 2-12 gæster per reservation. Der åbnes for reservationer 11 måneder i forvejen, og du skal være hurtig for at få et bord, for de bliver revet væk.
El Cellar de Can Roca, Carrer de Can Sunyer 48
Populær gourmet-is
Har du ikke mulighed for at spise Michelinmad på El Cellar de Can Roca, så kan du spise gourmetis i dessertkongen, Jordi Rocas isbar, som ligger i gågaden Santa Clara i centrum.
Jordi Roca driver isbaren sammen med hustruen Alejandra Rivas, og folk står gerne i kø for at smage en af de lækre isvarianter.
Den hjemmerørte is med smage som vanilje, chokolade, citron og pecan pyntes kreativt med karamelliserede nødder, italiensk marengs, frugtslik eller candyfloss, og pynten afstemmes nøje til hver isvariant.
Her er både smagskombinationerne og et avantgardistisk udtryk i fokus. Isen fås i bæger, vaffel eller i en varm brioche.
Rocambolesc har også et lille udvalg af kreative ispinde, formet som fx Gironas vartegn, løven, en finger, en mobiltelefon, en gylden hånd og en rød næse.
Personalet anbefaler gerne toppings til den is, du vælger, men du kan også selv vælge mellem bl.a. italiensk marengs, nøddekrokant, kirsebærslik og chokolade.
Rocambolesc, Carrer de Santa Clara 50
Smag de lokales morgenmadsfavorit
Spanierne springer generelt let hen over morgenmaden, og det gør man også i Girona. Her mødes mange af de lokale til gengæld om formiddagen i den kombinerede bager og café, Casamoner, som ligger i hjertet af byen.
På Casamoner nydes Gironas søde morgenmadsfavorit xuixo, som er en sukkerdrysset, friturestegt dej (der minder lidt om en berliner pfannkuchen) med cremefyld sammen med en god kop kaffe.
Xuixo blev opfundet af en lokal konditor i det 19. århundrede. Hos Casamoner fås xuixoen også i varianter med fyld af chokolade, fløde, hindbær og appelsin, ligesom nogle er pyntet med glasur eller chokolade.
Casamoner er moderne indrettet og serverer både traditionelt og moderne bagværk. Den har to andre afdelinger i byen, hvor man også kan nyde en xuixo eller caféens mange andre hjemmebagte herligheder som croissanter, sandwichs, tærter og kager.
Casamoner, C/Santa Clara 45
Brunch på hip cykelcafé
På toppen af det jødiske kvarter ligger den mest hippe brunchcafé i Girona, hvor både de lokale og turister i lycra mødes til morgenmad efter dagens første cykeltræning. La Fabrica ejes af den tidligere profesionelle cykelrytter, Christian Meyer, der flyttede hertil fra sig fødeland Tyskland, og hans hustru Amber.
Cykelcafeen er hyggelig med et stort træbord i midten af lokalet, omkranset af mindre borde. De rå murstensvægge er udsmykkede med cykler, og cafeen sælger også cyketøj og accessories til cykelfolket.
Maden er smuk og farverigt pyntet med urter og blomster – og lige til Instagram. Du sammensætter selv din brunch fra menuen, hvor du bl.a. kan vælge mellem bowls, chiagrød, toast med espressosmør, avokado med rød peber og fetaost eller banan, bagels med æg eller laks samt salater og kager.
Kaffen er hjemmeristet og god, og La Fabrica har også et godt udvalg at te og juice.
La Fabrica, Carrer de la Llebre 3
Cava og gourmetskinke
I Girona er det altid skinke- og cavatid, og enhver bar med respekt for sig selv har spanske skinkekøller hængende synligt fremme i lokalet.
La Reserva Espai Gourmet, på shoppinggaden Hortes, er specialiseret i iberiske skinker og oste. Kælderen bugner af lokale vine, her i blandt boblende cava.
La Reserva har et lille caféområde og en terrasse, hvor man kan sidde og smage håndskårede skinker med et glas cava eller rødvin. Du kan smage skinker fra forskellige områder i landet, og her er et godt udvalg af luksusskinker fra agern-fodrede sortfodssvin. Prøv fx den kvalitetsstemplede DO Guijuelo fra Salamanca, som smelter på tungen.
Du kan selv sammensætte din smagetallerken med skinke eller vælge en fra menuen. Menuen omfatter også en ostetallerken med lokale oste af ged, ko og får, pateer og iberiske pølser. Derudover kan du smage lokal olivenolie på nybagt brød.
Hos La Reserva har du også mulighed for at shoppe nogle håndskårne skiver af din yndlingsskinke til at tage med hjem i kufferten.
La Reserva Espai Gourmet, C/Hortes 3
Frokost med lokal nudelpaella
I Gironas gamle, historiske kvarter, tæt på det tidligere jødiske kvarter ligger fiske- og skaldyrsrestauranten L’arrós, der har ry for at være en af de bedste i Girona.
Derfor er den et godt valg til frokost, som er hovedmåltidet i Spanien. Ved endevæggen på den enkelt indrettede lokale med rå murvægge bugner en stor disk af friske fisk og skaldyr, så man selv kan udpege, hvad man vil have serveret.
Jeg anbefaler, at du smager stedets fideuà, som er Gironas udgave af paella, men hvor risene er skiftet ud med nudler. L’arrós serverer fideuà i tre varianter; en klassisk, en sort og en med rejer. Fideuà negra (den sorte) er kraftig og velsmagende ret med blæksprutter i eget blæk (deraf navnet), krydret med løg, hvidløg og peberfrugt og den mest populære af de tre.
L’arrós har også salater, fiske- og skaldyrsanretninger, paella og fiske- og skaldyrsgryder på kortet.
L’árrós de Girona, Carrer dels Ciutadans 20

En virkelig god kop kaffe
Længere nede mod floden, i Gironas gamle bydel, gemmer der sig en perle af et kaffehus under hvælvingerne på en historisk stenbygning. Espresso Mafia ejes af parret bag cykelcafeen La Fabrica, men her er kaffen i fokus. Det er du ikke i tvivl om, når duften af friskmalet kaffe rammer næseborene ude på gaden.
Det er et must for kaffeelskere at droppe forbi det lille kaffehus, hvor kaffen er hjemmeristet og smager helt fantastisk. Bønnerne kommer fra nøje udvalgte producenter, og kaffen er så populær, at den også sælges til mange af regionens cafeer og restauranter.
Ud over den gode kaffe, har Espresso Mania og et udvalg af te på kortet, og du kan også få et stykke bananbrød med chokolade eller en vaffel til din kaffe.
Du kan købe kaffe og kaffekopper med hjem fra den lille kaffeshop.
Espresso Mafia, C / de la Cort Reial 5
Vis dette opslag på Instagram
Drinks på historisk café
Vil du nyde en drink før middagen, så skal du kigge forbi det historiske Hotel Peninsular, der ligger på en af Gironas store shoppinggader, tæt på den gamle bydel. Hotellet huser den fashionable café og restaurant Savoy. Café Savoy åbnede i 1930’erne og her mødtes det bedre borgerskab og berømte, spanske skuespillere og forfattere.
Efter at have været lukket i mange år, genåbnede caféen i 2011 i en elegant og moderniseret udgave, som dog har respekt for det oprindelige design. De lokale mødes gerne her til en drink før middagen, og der er god lokal vermouth, vin og drinks på kortet.
Café Savoy, Carrer Nou 3
Rustikke catalanske retter under hvælvingerne
Under hvælvingerne på den hyggelige Plaça del VI 7 ligger en unik restaurant, der er opkaldt efter pladsen.
Indretningen er en skøn blanding af klassisk, rustikt og retro. Der er klinkegulve, træbar og -borde i de hvide lokaler, og menuen er skrevet med kridt på en sort tavle. Du kan også sidde udenfor på terrassen under hvælvingerne med små borde.
Restauranten har gode, lokale råvarer i fokus, og dem tryller kokken til rustikke catalanske retter i moderne udgaver. Forretterne tæller grillede grøntsager med ost, branade med torsk, salater og supper. Blandt hovedretterne er der fiske-, skaldyrs- og gryderetter og til dessert kan du bl.a. få klassikere som crema catalana, chokoladekage og is.
Ejeren er sommerlier, så Plaça del VI 7 har naturligvis også et godt og omfattende vinkort.
Restaurant Plaça del Vi 7, Plaça del Vi 7
En tur i ostehimlen
Ost er mere end bare ost. Bag en god os gemmer sig en god historie om landmanden og producenten, kombineret med sans for kvalitet. Sådan lyder filosofien i ostebutikken , som ligger på en charmerende, brostensbelagt gade i Gironas historiske centrum.
I butikken bugner kølediskene af håndværksoste som lokker mange lokale ind for at få en lille ostesnack midt på dagen. Det lille, kreative team bag butikken udvælger ostene med stor omhu fra overvejende catalanske producenter, men de har også oste fra resten af Spanien.
Håndværksostene tæller alt fra milde cremede til lagrede skimmel og tørre oste, og de er skabt på både ko-, fåre- og gedemælk. Her er også et lille udvalg af gedeyoghurt. I butikken kan du udpege de oste, du gerne vil prøve og få dem serveret på en lille smagetallerken, som du kan nyde med udsigt til den hyggelige gade.
Du kan også få pakket dine yndlingsoste ind, så de er nemme at tage med hjem i kufferten.
Cal Formatger, Carrer de la Cort Reial 12
Forkæl din søde tand
Når du har travet op og ned ad trapper, smalle gader og blinde gyder i Gironas jødiske kvarter, så er Martina Sweet Cakes, der ligger på hovedgaden i det jødiske kvarter, et godt sted at tanke energidepoterne op igen.
Som navnet antyder, er Martina et slaraffenland af hjemmelavede, søde sager, og der er rift om pladserne ved bordene på terrassen om eftermiddagen. Martinas serverer kager i engelsk og fransk stil. Du kan få forskellige varianter af cupcakes som red velvet, gulerod, oreos og nutella, macarons og croissanter. Martina serverer også gavmilde portioner lagkager og tærter. Kaffen er god, og du kan også få friskpresset juice.
Cafeen har også et lille udvalg af frisk frugt og salater.
Martina Sweet Cakes, Carrer de la Força 1,
Smag på Girona på en guidet tur
Har du lyst til at få dybere indsigt i Gironas spisesteder og madkultur, så kan jeg varmt anbefale, at du deltager på en guidet tur med Girona Food Tours. Deres guider er virkelig dygtige og vidende, og det er en god måde at lære Girona at kende på.
Flere rejsetips til Girona og Catalonien
Læs også guiden til 10 gode oplevelser i Girona
I Catalonien venter masser af andre spændende oplevelser. Hop på bumletoget og oplev Cataloniens smukkeste togrejse. Du kan også tage på dagsudflugter til flere catalanske byer.
Besøg også den smukke kystby Cadaquez, hvor Salvador Dalí holdt til, og lad dig inspirere af grafittikunstnerens insiderguide til kystbyen Blanes.

En virkelig god kop kaffe
En tur i ostehimlen
Forkæl din søde tand